Tysk opera

Denne artikel har en liste med kilder, en litteraturliste eller eksterne henvisninger, men informationerne i artiklen er ikke underbygget, fordi kildehenvisninger ikke er indsat i teksten. Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken. Du kan hjælpe ved at indføre præcise kildehenvisninger på passende steder. (2020) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Tysk opera er opera fra tysktalende lande, navnlig Tyskland (eller de historiske stater, der nu danner Forbundsrepublikken Tyskland) og Østrig. Denne artikel fokuserer på opera på tysk med korte omtaler af tyske og østrigske komponister, der skrev opera på andre sprog såvel som ikke-tyske komponister, som skrev operaer på tysk (som fx italienske Ferruccio Busoni).

Den tysksprogede opera etablerede sig bemærkelsesværdigt hurtigt efter fremkomsten af operagenren i Italien. Den første italienske opera var Jacopo Peris Dafne fra 1598. I 1627 komponerede Heinrich Schütz en ny opera til en tysk oversættelse af den samme libretto, som Peri havde brugt.

I det meste af det 17. og 18. århundrede stod den tysksprogede opera dog i skyggen af sin italiensksprogede modpart, idet førende tysk-fødte komponister som Händel og Gluck valgte at arbejde med italiensksprogede forlæg og i genrer, der ikke i udgangspunktet havde en tysk tradition som fx opera seria. Nogle barokkomponister som Reinhard Keiser forsøgte at udfordre den italienske dominans, men det var først med Mozart, at den tysksprogede opera for alvor fik fodfæste. Mozart tog den simple, populære genre, Singspiel og udviklede og sofistikerede den. Beethoven fulgte hans eksempel med den idealistiske Fidelio, og med Jægerbruden fra 1821 fik Weber skabt en enestående tysk operaform i romantikkens ånd. Weber blev imidlertid overskygget af Richard Wagner, som var en af de mest revolutionerende og kontroversielle personer i musikhistorien. Wagner søgte at opnå sit ideal om opera som "musikdrama" ved at udviske den traditionelle skelnen mellem arier og recitativer og i stedet udvikle et kompliceret væv af ledemotiver og et stedse mere kraftigt og udtryksfuldt orkester. Wagner trak også på germansk mytologi i sin store operacyklus Der Ring des Nibelungen. Wagner skulle ændre på, hvad opera var og kunne udtrykke, så stor var hans indflydelse. Den komponist, der havde mest held med at følge i hans fodspor, var Richard Strauss. Operaen blomstrede i tysksprogede lande i begyndelsen af det 20. århundrede med navne som Paul Hindemith, Feruccio Busoni og Kurt Weill, indtil Hitlers magtovertagelse tvang mange komponister til tavshed eller eksil. Efter Anden Verdenskrig fandt unge operakomponister inspiration hos Schönberg og Berg, der havde fremmet nye modernistiske teknikker som atonalitet og serialisme først i århundredet. Hans Werner Henze og Karlheinz Stockhausen er eksempler på komponister, der har arbejdet videre med disse ideer.

Navne som Mozart, Weber, Wagner, Richard Strauss og Berg viser, at Tyskland og Østrig har en af de stærkeste operatraditioner i europæisk kulturliv. Dette fremgår også af det store antal scener, der er i disse lande, især i Tyskland, hvor næsten hver eneste større by har sit eget operateater eller -festival. Festspillene i Salzburg er et eksempel på en berømt østrigsk festival.